| |
|
|
|
 |
|
|
Kommunikation og interaktion i en sygeplejefaglig læringspraksis
Malene Kjær Jeppesen
Hvad handler projektet om?
Denne ph.d. undersøger kommunikationen mellem sygeplejestuderende og klinisk vejleder, når den studerende er i klinisk praksis på et sygehus som led i dennes uddannelse. Jeg koncentrerer min ph.d. omkring en analyse af sygeplejestuderendes og kliniske vejlederes handlinger og ageren i det fysiske læringsrum sammenstillet med en analyse af relationer og kommunikation mellem disse - Med det formål at opnå viden om, a) hvordan man kan opstille et fysisk læringsrum og betingelser i en arbejdspraksis, som formår at fastholde såvel lærende som lærere og b) Hvordan den interpersonelle kommunikation og relation kan virke fremmende på læringen i rummet.
Læring er dermed den underliggende præmis for praksis i bestemte diskurser i afdelingen. Den interpersonelle kommunikation, handlingerne og de givne rammer konstituerer overvejende læringen i rummet. Dermed udgør det de tre vigtigste elementer i analysen. Jeg vil undersøge kommunikationen, interaktion, relation og rammebetingelser i læringsrummet for at afklare, hvilke styrker og vanskeligheder,der er i rummet og dermed kunne pege på tiltag til optimering i det kliniske undervisningsforløb.
Metode
Jeg er interesseret i to forskellige metodiske og teoretiske aspekter, der hver især kan bidrage med viden til analyse af den kliniske praksis, ageren, interaktion og kommunikation. Mit udgangspunkt er MediatedDiscourseAnalysis (Scollon) og situatedlearning (Wenger). Under denne paraply folder jeg to forskellige retninger ud med hvert sit fokus og anvendelsesformer.
A) Følgeforskning - et observerende perspektiv og B) Forandringsaspektet. Muligheder og begrænsninger i den nye praksis. Inklusive kliniske vejlederes, undervisningsansvarlige sygeplejersker og afdelingssygeplejerskers input til, hvad der kan dyrkes eller ændres. Aspekt A udgør de teoretiske retninger; conversationanalysis, mediateddiscourseanalysis og etnometodologi danner den teoretiske ramme. Metodisk er videoobservationer det afgørende udgangspunkt. Fokus er det ydre, det observerbare. Aspekt B består af de indre processer bag de ydre observationer, som interesserer mig: Teoretisk er conversationanalysis igen den teoretiske ramme, men sammenstillet med et syn på aktøren som medskabende i den kliniske praksis –her inddrages action research og de implicerede anskues som eksperter i deres praksis snarere end forskeren. Dette er afgørende for forståelsen af, hvad den kliniske praksis rummer af udviklingsmuligheder. Metodisk er arbejdende workshops med implicerede sygeplejersker udgangspunktet.
|
|
|
|